Welcome to your website

Om Stuk

image

Den gængse betegnelse »stuk« Dækker en række begreber, selv om den almindelige opfattelse af ordet er en slags reliefornamentik af gips. Denne opfattelse har fæstnet sig i folks bevidsthed gennem de talløse loftsrosetter og gesimser i vore ældre boliger og det 19. århundredes stilforvirring, der også har præget arbejder af denne art, og som i forbindelse med det gamle håndværks uddøen tillige har bibragt stukdekorationer et lidet flatterende ry som værende noget uægte, billigt og kunstnerisk værdiløst. Materialet stuk, hvis sammensætninger gennem tiderne skal gennemgås i det følgende, er blevet anvendt ikke blot i bygningskunsten, men også til selvstændig skulptur, til detaljer indenfor maleri samt i kunsthåndværk. Her skal kun omtales stuk i forbindelse med arkitektur, som dekoration på facader og i interiører, og man kan da opdele i følgende hovedgrupper:

1) En glittet væg eller loftspuds.

2) Reliefdekorationer og gesimser udført ved hjælp af modellerværktøj, skabeloner m.m. i et blødt materiale direkte på loft eller væg.

3) Reliefdekorationer og gesimser af gips eller papmaché, støbt i form på et arbejdsbord og i hård tilstand anbragt på væg eller loft.

Gruppe 1) omfatter tillige stukmarmor, en teknik der er anvendt i Marmorværelset på Rosenborg (kat. l20f), men som helhed ligger den uden for bogens emne og skal derfor ikke videre omtales. Gruppe 2) er identisk med den såkaldte »ægte Stuk, et udtryk der på samme tid betegner det kunstneriske eller håndværksmæssige arbejde og materialet, kalkstukken, i modsætning til gruppe 3): den »uægte Stuk eller gipsstuk, der har været årsag til den nævnte degradering af. dekorationsartens omdømme. Vi skal dog i det følgende se eksempler på, at begge teknikker er blevet anvendt samtidigt i samme loft allerede i det l7.århundrede, uden at man dengang har fundet det kunstnerisk uforsvarligt, selv om det arbejde, der var udført på frihånd, selvfølgelig altid har været betragtet som det fineste. I en kontrakt fra 1726 garanterer således Auzoni, at hans arbejde skal blive leveret »nicht geformet sondern alles von freyer hand gemachta. Papmachéornamenter synes ikke at have vundet indpas i Danmark før ind i det 19. århundrede, endskønt de i udlandet har været kendt fra midten af det 16. århundrede. Philibert de l'Orme skriver om denne teknik følgende i sin »Architecturex fra 1567: »Si vous ne voulez faire la depense d’enrichir telles poutres de bois et lambris de menuiserie, vous le pouvez faire de papier battu et moulé dedans le chreux ayant tels ornements qu'il vous plaira...Apres vous le plaquerez et attacherez dessus l’oeuvre avec des petits cloux et le tout peindrez et dorerez comme il vous semblera. Vous pouvez faire en telle sorte partout avec du papier battu, ou papier de carte tant par le dessous de ladicte poutre, que par les costez, et durera tres longtemps, principalement quand il sera vernya; herefter går han over til at omtale stukteknik. Og endnu et citat om papmache (fra Encyclopedie Methodique, bd. V, 1788): »Les anglais font en carton les ornemens des plafonds que nous faisons en platre ; ils son plus durables, se detachent difficilement ous s’ils detachent, le danger est nul, et la reparation est peu dispendieuse((.7

Vi vil da i første række koncentrere os om gruppe 2), der i virkeligheden tillige har krævet indsigt i såvel murer som billedhuggerhåndværket af udøveren. Ved at sammenholde de enkelte poster i bygnings og materialeregnskaber med resultatet af undersøgelser af lofter under restaurering eller nedbrydning og analyser af stukprøver, hentet ved sådanne lejligheder, vil vi opdage, at teknikken ikke er undergået store forandringer indenfor den periode, der her skal behandles.

Hvad selve sammensætningen af stukken angår, da har sagtens de enkelte Stukkatører haft deres specielle opskrift, som de har vogtet med stor nidkærhed, men som viser sig at have været en og den samme, ganske som det er tilfældet med de gamle såkaldte privatopskrifter på brunkagedej.

Endelig har tilstedeværelsen af lokale råmaterialer her som i bygningskunsten spillet en rolle. I Italien f.eks. har stukkatørerne i udstrakt grad anvendt hvidt marmormel eller specielt i provinsen Veneto en hvid kalksten fra floden Ticino..8 I Nordtyskland hentedes en særlig brugbar gips i Segeberg (SlesvigHolsten), almindeligvis kaldet Segeberg-Kalk; det findes bl.a. i materialeregnskabet fra Frederiksborg 1681, der også nævner specialiteter som »norsk kalk og »curlandsk gips. Til brug for sit arbejde på Christiansborg kvitterer Brenno 1738 for bl.a. fransk gips, Faksekalk og groft sand, og til biblioteksloftet fra 1669 (kat. 80) anvendtes bl.a. Mariagerkalk.

Citat B.L.G.